Det femte valgnederlag i træk til Dansk Folkeparti rammer Morten Messerschmidt hårdt. Fiaskoen for nej-kampagnen har genåbnet balladen i det plagede parti, hvor eks-formand Kristian Thulesen Dahl helt åbenlyst flirter med Inger Støjberg om at stifte et nyt højrefløjsparti. Det overbevisende ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet er samtidig en kæmpe sejr for statsminister Mette Frederiksen. Men også Venstres formand Jakob Ellemann Jensen står styrket tilbage. Og nu begynder slagsmålet om det næste store drama: Minkene begynder at stinke. Thomas Qvortrup stiller spørgsmålene. Politisk kommentator Lars Trier Mogensen har svarene.
Borgen Unplugged produceres i samarbejde med www.bagsvaerdlakrids.dk og i denne uge også www.bookbeat.dk/borgen
Messerschmidt i dødsspiral
Normalt har folkeafstemninger om EU været tætte. Meget tæt på 50-50 med ofte en lille sejr på nej-siden. Faktum er, at der denne gang var et kæmpe fald i nej-sigerne, og det har sine grunde.
Messerschmidt forsøgte at bruge Kristian Thulesen Dahl som argument for en skuffelse på aftenen – og det var det rene spin. Thulesen var til et familiearrangement, og det er klart, der ikke var meget formål i, at skuffe egen familie bare for, at medierne kunne stille de samme spørgsmål: “Hvordan føles nederlaget?” “Hvilke tanker gør man sig om, at den nye formand har et endnu større nederlag, end du selv havde?” Man kan selv dyrke videre på de tossede spørgsmål, som ofte savner en hel del i sprogblomsterne, og som regel har karakter af boulevard-journalistik… HVIS Kristian Thulesen Dahl havde stillet op, og sagt selv det mindste, som man bagefter kunne bruge til at svine ham for at ville blande sig i den nye formands arbejde, så ville man bare få en ny konflikt. Uanset hvad man gør, så var dette en catch-22. Damned if you do – damned if you don’¨t.
Mai Villadsen havde ikke mange argumenter i bagagen, og selv Folkebevægelsen mod EUs formand var langt mere spændende at høre på end Mai Villadsen, som de facto kun formår at spille småsur frem for, at begynde at sige tingene ligeud. Det er som om hun er bange for, at genere sit eget bagland ved at kalde Putin for det han er… Man gav ja-siden en nem hånd, når man ikke ville gå konstruktivt ind i debatterne, men talte om alternativer, som ikke havde nogen realisme, og slet ikke i FN-regi, når Rusland blokerer med veto mod alt, der går deres interesser imod.
Når alt kommer til alt, så kan man godt spinne en masse hurlumhej på denne valgkamp, men fakta står klar: dem der VALGTE at sætte et kryds kom til at bestemme. Det kan sofavælgerne så måske bruge næste gang som et argument for at lette deres pariser fra divaneseren, hvis de vil være med til at afgøre de næste valg og/eller folkeafstemninger.
Tak for et godt afsnit. God weekend og god pinse.